Udbredt smitte fra Omikron kan forhindre besøg i Tyskland

Profilbillede
dato

Omikron er godt på vej til at overtage hele Danmark som den dominerende variant. Men i Flensborg, syd for grænsen, ser billedet helt anderledes ud: Her er der kun konstateret tre tilfælde af Omikron. De smittede har fået virussen på rejse til Sydafrika, og ikke ved en tur til Danmark. 

Det skaber frygt for, at de tyske myndigheder vil indføre restriktioner, så det bliver svært for danskere, f.eks. fra Nordborg og omegn, at rejse over den tyske grænse. 

Det kan blive virkeligheden, hvis Danmark bliver udpeget som variant-område, ifølge UgeAvisen Sønderborgs oplysninger. 

“Så skal alle 14 dage i karantæne ved indrejse, hvis de har opholdt sig længere end 24 timer i Danmark”, uddyber Peter Hansen, leder af informationscentret hos Region Sønderjylland-Schleswig i Padborg. 

Selvom man er færdigvaccineret, kan kravet om karantæne også blive en realitet. 

Kravet gælder dog ikke pendlere fra det nordligste Slesvig-Holsten, der stadig kan passe deres arbejde i Danmark. Det samme er gældende for pendlere, der kører til Tyskland for at arbejde.  

Kilde: Redaktionen