Turismen skal styrkes i Sønderborg Kommune: Nyt turistsamarbejde

Profilbillede
dato

Sønderborg Kommune indgår et nyt samarbejde med Destination Sønderjylland for at sikre videreudviklingen af turistbetjeningen i Sønderborg Kommune. 

Visit Sønderborg og turismeindsatserne overgår derfor til det sønderjyske turistsamarbejde, Destination Sønderjylland, fra den 1. oktober 2021.

I Sønderborg Kommune ønsker man at sikre en fortsat videreudvikling og bedre sammenhængskraft på turismeområdet i både Sønderborg Kommune og resten af Sønderjylland. Og den opgave skal Destination Sønderjylland snart overtage. 

Stephan Kleinschmidt, formand for Udvalget for Kultur, Idræt, Handel og Turisme siger: 

“Turisme er et af Sønderborg Kommunes fyrtårne, og vi vil gerne videreudvikle indsatserne yderligere på turismeområdet og drage nytte af Destination Sønderjyllands erfaringer. Et regionalt samarbejde giver god mening, hvor vi fastholder god service over for lokale turister, men samtidig skaber et bredere samarbejde på tværs af kommunegrænserne, fordi turisterne er mobile, når de er på besøg i Sønderjylland, og det kan vi drage nytte af i alle fire kommuner”

Driften af bureauet, hjemmeside, app og sociale medier, samt medarbejdere fra turistbureauet overgår til Destination Sønderjylland, som også overtager den strategiske produktudvikling på turismeområdet.

Jakob Lei, formanden for bestyrelsen for Destination Sønderjylland glæder sig til den nye organisering:

“Vi ser et stort potentiale i at varetage både den regionale og den lokale turismeindsats, så vore gæster oplever en landsdel, der fremstår samlet, samtidig med, at der lokalt i de enkelte kommuner er god mulighed for at vise hvilke spændende oplevelser, der findes i nærområdet. Vi glæder os meget til det udvidede samarbejde med Sønderborg Kommune og ser frem til at byde vore nye kolleger velkomne i vores organisation.”

Kilde: Sønderborg Kommune