Stort flertal i Sønderborg Byråd indgår budgetaftale med fokus på udvikling, effektivisering og investeringer i børn og unge

Foto: Sønderborg Kommune.
dato

29 ud af 31 byrådsmedlemmer står bag næste års budget i Sønderborg Kommune samt overslagsårene for 2028-2030.

I Sønderborg Kommune har syv af byrådets partier indgået en budgetaftale for 2027. Bag aftalen står Socialdemokratiet, Venstre, Liberal Alliance, Dansk Folkeparti, Slesvigsk Parti, Enhedslisten og SF, hvilket betyder, at 29 byrådsmedlemmer bakker op om budgettet. Kun Danmarksdemokraternes to byrådsmedlemmer har valgt at stå uden for aftalen.

Budgetaftalen har fokus på at sikre fremdrift i allerede besluttede anlægsprojekter og omsætte tidligere prioriteringer til konkrete resultater. Målet er at få afsluttet mange igangsatte projekter. Kommunen fører en stram økonomistyring med udgangspunkt i faste økonomiske pejlemærker for at sikre varigt råderum, stabil økonomi og robust likviditet. Budgetaftalen sigter efter at finde effektiviseringer for 25 mio. kr. årligt fra 2030, så der opretholdes en kassebeholdning på 150 mio. kr. fra 2030 og frem.

I budgetaftalen er der afsat 20 mio. kr. frem til 2030 til en ny daginstitution i Dybbøl. Derudover er der afsat yderligere midler til udviklingen af fyrtårnet Hertugernes Augustenborg over de kommende 15 år, med et gennemsnit på 11,8 mio. kr. årligt. Byrådet har også besluttet at forlænge initiativet Skolernes Årti med fem år, og der er derfor afsat yderligere 250 mio. kr. til renoveringer og moderniseringer af folkeskolerne fra 2035 til 2039.

Blandt de konkrete tiltag kan bl.a. nævnes, at der afsættes midler til en udviklingsplan for Rønhaveplads med fokus på liv, aktivitet, ophold og plads til leg, ligesom området får et offentligt toilet. Budgettet indeholder desuden midler til forbedringer af kollektiv transport, Grøn Trepart, støtte til udsatte borgeres deltagelse i Landsstævnet 2029 samt nye tiltag på LGBTQ+-området.

Blandt aftaleparterne er der bred enighed om at sikre fortsatte høje ambitioner for børn og unges trivsel, sundhed og læring gennem de forlængede investeringer.

Susanne Blegvad Posselt fra SF kan kontaktes på tlf. 2180 3624 for yderligere oplysninger.

https://us4.campaign-archive.com/?u=5f3762aadd5d312003cf9cc61&id=bc96c6b682

Kilde: Sønderborg Kommune
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.
Mest læste artikler