Same procedure as last year: Medarbejdere ved Sønderborg Kommune må finde sig en god plads ved spisebordet eller skrivebordet derhjemme, for Sønderborg Kommune sender dem på hjemmearbejde ligesom sidste år ved denne tid.
Kommunen vælger at følge regeringens anbefalinger om at offentlige og private arbejdspladser i vid udstrækning bør lafvikle arbejdet derhjemme. Det betyder, at fra mandag den 13. december skal medarbejdere i kommunen, der kan arbejde hjemme, så vidt muligt gøre det. Kommunens krisestab opfordrer også ledelse og medarbejdere til at bruge digitale møder.
I Sønderborg Kommune er der registreret stigende smittetal, den samme tendens som i hele Danmark. Regeringen har derfor indført en række nye restriktioner, bl.a. hjemmearbejde og hjemsendelse af skoleelever, for at bremse smitteudviklingen.
Borgerservice, Erhvervsservice, Jobcentret, bibliotekerne, og alle andre borgerrettede funktioner holder åbent som normalt i Sønderborg Kommune.