Skitseprojekt skal forbedre trafiksikkerheden for cyklister og fodgængere på Egernsundbroen

Foto: Sønderborg Kommune.
dato

De afsatte midler til trafiksikkerhed på Egernsundbroen benyttes i første omgang til projektering, så Byrådet kan få overblik over fremtidige løsninger og omkostninger.

Byrådet i Sønderborg Kommune har et ønske om at forbedre trafiksikkerheden for fodgængere og cyklister på Egernsundbroen. I forbindelse med sidste års budgetforlig blev der derfor afsat 250.000 kroner til tiltag, der skal øge sikkerheden for de bløde trafikanter på broen.

Beløbet dækker dog ikke både afklarende projektering og udførelse af konkrete løsninger. Derfor har Byudvikling-, Landdistrikter- og Infrastrukturudvalget besluttet at anvende midlerne til et skitseprojekt og et økonomisk overslag, som Byrådet kan forholde sig til i forbindelse med de kommende budgetforhandlinger for perioden 2027-2030.

Egernsundbroen er en central trafikal forbindelse i området. De nuværende stiforhold opleves som smalle, og pladsen skal deles mellem cyklister og fodgængere. Derudover er der udfordringer med cyklisternes adgang til broen. I bestræbelserne på at finde en bedre og tryggere løsning, bliver det undersøgt, om en ændring i vejafmærkningen – hvor antallet af bilspor reduceres fra fire til to – kan frigive mere plads til bløde trafikanter.

Med denne tilgang ønsker udvalget at skabe grundige og realistiske løsningsforslag, som kan understøtte arbejdet med sikkerhed, tryghed og fremkommelighed på Egernsundbroen og sætte rammen for de kommende budgetprioriteringer.

https://us4.campaign-archive.com/?u=5f3762aadd5d312003cf9cc61&id=b9b9428d7f

Kilde: Sønderborg Kommune