Nordborg Løbeklub har et godt tilbud for borgere med særlige udfordringer: De kan være med på et gå-hold, hvor der gås forskellige ruter i Nordborg.
Og det nye år er skudt positivt igang, for gå-holdet har fået en gave, som lyser op i januarmørket: 20 refleksveste, som sikrer en tryg gåtur, selvom solen er gået hjem, skriver netmediet Sønderborg Nyt.
Refleksvestene er doneret af Linak, og har virksomhedens logo og Nordborgs Løbeklubs logo på.
Dusko Milivic er træner for gå-holdet, som hver mandag mødes til en ny rute, som træneren stikker ud. Hver mandag kl. 16.30 står vandrerne klar og glæder sig til at høre, hvor træner Dusko Milovic har besluttet, at dagens tur skal gå hen.
På gå-holdet er der to grupper for at imødekomme forskellige niveauer: Hare-holdet til deltagere, der foretrækker en rolig gåtur og pauser, og tempo-teamet, som gerne vil have mere fart og længde på gåturen.
De lokale idrætsforeninger og Sønderborg Kommune har et samarbejde om at tilrettelægge tilbud for borgere med særlige behov eller udviklingshæmning.