55-årige Ole Bredgaard er bankuddannet og først senere i arbejdslivet blevet ejendomsmægler og indehaver af Nybolig Guderup.
“Jeg har ikke altid vidst, at det var denne vej, jeg ville. Det var lidt tilfældigt, at jeg endte her”, fortæller han om tiden i år 2000, hvor han blev ansat af sin forgænger. Først i 2012, efter et lille sidespring på fire år tilbage i bankverdenen, overtog Ole butikken og står den dag i dag som glad indehaver af Nybolig Guderup.
Om hverdagen i Nybolig fortæller Ole glædeligt om de afvekslende arbejdsopgaver. Opgaver, der indebærer både kontorarbejde og markarbejde, hvor der skal kigges på ejendomme, snakkes med kunder og fremvises boliger.
“Det er også det, der gør det spændende”, fortæller han og forklarer, at netop vekslingen mellem kundekontakt og kontorarbejde er, hvad der for ham, er tiltalende ved erhvervet som ejendomsmægler.
Hverdagens arbejdsopgaver blev udvidet en smule, da han gik fra at være blot mægler til indehaver. Der er kommet flere administrative opgaver til, blandt andet indenfor lønafvikling og lederegenskaber - “I starten synes jeg, det var en stor opgave, men noget jeg absolut er blevet meget glad for”.
Netop denne vekslende hverdag beskriver Ole som bevægelsesfrihed. Bevægelsesfrihed, hvor man er ude og møde mange mennesker, og dermed bliver givet en stor indsigt i det, som sker i lokalområdet. Med bevægelsesfriheden medfølger også et stort ansvar, understreger han.
“Som selvstændig på Als følger der også et ansvar med, at jeg og kontoret er med til at det går godt for Als. Vi vil gerne støtte de lokale, ligesom at de også støtter os”
Alle disse mennesker, som Ole møder i sit erhverv, er, hvad der vægtes højest. Det er både kundekontakten, der er det vigtigste i hans hverdag, men også hvad der driver og motiverer ham.
“Det er også derfor, jeg har valgt at blive mægler. Det sjove er netop at hjælpe folk enten videre fra deres bolig eller mod deres næste drømmebolig.”
“I det store hele er det jo bare dejligt som ejendomsmægler”, fortæller han, da han bliver spurgt ind til karrieremæssige højdepunkter. Men skal han da pege noget ud, nævner han sine kolleger - “Der har jeg også været heldig. Det betyder meget, for vi er jo sammen i mange timer, og hvis vi ikke klikkede, ville det jo være op ad bakke. Men vi har heldigvis en god tone iblandt os og et rigtig godt team”.
Om fremtiden har Ole ikke de store drømme - “Jeg er placeret lige der, hvor jeg gerne vil være. Jeg lever det liv, jeg har drømt om - nemlig at servicere og gøre kunder glade. Så det er jeg glad for, og jeg drømmer ikke om at gøre andet”.
Du kan læse meget mere om Nybolig Guderup på deres hjemmeside og Facebook side