Byudvikling-, Landdistrikter- og Infrastrukturudvalget har indstillet til Byrådet, at der etableres et nyt Landdistriktsudvalg. Formålet med det nye udvalg er at styrke nærdemokratiet og fremme samarbejdet mellem landsbyerne og kommunen i byrådsperioden 2026-2029.
Etableringen af Landdistriktsudvalget er en del af Byrådets konstitueringsaftale, hvor der er politisk enighed om at styrke sammenhængskraften mellem landdistrikter, mellemstore byer og Sønderborg By. Udvalget bliver organisatorisk forankret under Byudvikling-, Landdistrikter- og Infrastrukturudvalget for at sikre tættere dialog, bedre koordinering og en mere sammenhængende indsats på tværs af kommunen.
Der findes i dag 38 landsbylaug i Sønderborg Kommune, som arbejder med lokale udviklingsplaner i tæt samarbejde med kommunen. Det nye Landdistriktsudvalg får til opgave at understøtte Byrådets vision om levende og attraktive landområder med stærk lokal forankring.
Landdistriktsudvalget skal blandt andet beskæftige sig med borgerinddragelse og nærdemokrati, koordinering af lokale udviklingsplaner, dialog med landsbylaug samt fordeling af midler til landdistrikterne ud fra politisk fastlagte retningslinjer.
Det nye udvalg vil erstatte Udvalget for Bæredygtighed og Landdistrikter, som fungerede i den forrige byrådsperiode.
Oprettelsen af Landdistriktsudvalget er på Byrådets dagsorden den 27. maj.
https://us4.campaign-archive.com/?u=5f3762aadd5d312003cf9cc61&id=c3385c864e