Nyt dansk-tysk samarbejde skal styrke miljøindsatsen og bane vej for UNESCO-status til Flensborg Fjord

Foto: Sønderborg Kommune.
dato

Natur-, Klima- og Miljøudvalget har godkendt at fortsætte samarbejdet om en mulig UNESCO-udpegning af Flensborg Fjord som biosfæreområde, med fokus på grænseoverskridende miljøindsats.

Mandag mødtes ministre og embedsmænd fra Danmark og Tyskland i Sønderborg for at sætte fokus på det grænseoverskridende samarbejde om Flensborg Fjord. Der var stor enighed om nødvendigheden af at forbedre havmiljøet gennem et fortsat stærkt samarbejde mellem landene.

En netop afsluttet rapport vurderer, at Flensborg Fjord har et markant potentiale for at opnå UNESCO-status, hvilket kan understøtte en mere bæredygtig udvikling af området. Natur-, Klima- og Miljøudvalget i Sønderborg Kommune har derfor besluttet at arbejde videre med ansøgningsprocessen med henblik på at opnå UNESCO-biosfærestatus for fjorden.

Samarbejdet om projektet omfatter både Aabenraa Kommune, Sønderborg Kommune, Stadt Flensburg og Kreis Schleswig-Flensburg. Kommunen har afsat 300.000 kr. i budgettet for 2025-2028 til arbejdet.

Det tværnationale projekt har særligt fokus på at forbedre havmiljøet, styrke biodiversiteten og skabe værdi for lokalsamfundene omkring fjorden. Med bedre beskyttelse af naturen er ambitionen at skabe bedre leveforhold for både dyr og mennesker langs fjorden.

Særlig vægt lægges på den grænseoverskridende dimension, hvor samarbejdet mellem danske og tyske partnere skal danne grundlag for en fælles strategi for fjorden. En mulig UNESCO-udpegning anses for at kunne løfte området internationalt samt skabe nye muligheder for beskyttelse og udvikling af havmiljøet.

https://us4.campaign-archive.com/?u=5f3762aadd5d312003cf9cc61&id=fc10a1a53a

Kilde: Sønderborg Kommune