Den 16. august til den 10. oktober skal Patrick Cakirli gå mod ensomhed. Det gør han for at sætte fokus på ensomhed og for at samle penge ind til March mod Ensomheds Landsindsamling, som i år støtter Ventilen. Du kan gå med ham.
Patrick Cakirli går hvert år i uge 33-40 en 1600 km lang rute gennem Danmark. Det gør han for at sætte nationalt fokus på ensomhed som sundheds- og samfundsudfordring og for at samle penge ind til March mod Ensomheds Landsindsamling, som i år støtter nonprofitorganisationen, Ventilen, som forebygger og afhjælper ensomhed blandt unge.
Jeg må kun gå sammen med andre
I facebook gruppen “March mod ensomhed” skriver Patrick Cakirli:
“Konceptet for March mod Ensomhed er som følger: Jeg må ikke gå, hvis jeg ikke har følgeskab - ellers skal jeg stå stille. På den måde bliver min vandring symbol på vigtigheden af fællesskab og social ansvarlighed i kampen mod ensomhed. Og i den forbindelse vil jeg høre, om I kunne have interesse i at snøre vandrestøvlerne og gøre mig følgeskab på noget af ruten? Det er gratis at deltage, og I bestemmer selv hvor og hvor langt I vil gå med.”
Her er altså en åben invitation til at gå med Patrick og støtte en god sag. Du kan finde meget mere om ruten og konceptet her.