Kom til juletræstænding i Nordborg

Profilbillede
dato

Vidste du, at det første juletræ i Danmark blev tændt i København i 1811 hos den unge doktor Martin Lehmann, hustruen Frederikke og lille Orla på 1,5 år?

Dengang syntes de øvrige københavnere, at det var underligt: Familien fik båret et stort grantræ indenfor i stuen. Og på juleaften kunne de gennem vinduerne se, at Lehmanns fra Holsten havde stillet træet op i stuen og tændt lys på grenene. 

Det fine juletræ i Lehmanns stadsstue udløste måske løftede øjenbryn dengang, men efterhånden blev den tyske tradition helt normal i Danmark. I løbet af 1800-tallet kom juletræerne helt indenfor i varmen hos danskerne, og behørigt pyntet med flag, lys og trommer. 

I Nordborg fortsætter traditionen med juletræet naturligvis, også byens juletræ, der skaber julestemning på byens gader og stræder. 

Juletræs-tændingen er først rigtig, når julemanden er med. Derfor hentes julemanden først på Nordborg slot klokken 15.30. Så går han sammen med 40 smånisser, Rideskolen og FDF-orkestret hen til "Den Røde Plads", hvor juletræet tændes og børnene får godteposer. 

Juletræstændingen er arrangeret af Nordborg Handel, og koster ikke noget at deltage i. 

Tid: Fredag d. 26. november 2021 klokken 15.30 - 17.00. 

Sted: Den Røde Plads i Nordborg

Kilde: Redaktionen