“Nu falmer skoven trindt om land” - sådan begynder Grundtvigs salme om efteråret, som nu har meldt sin ankomst. Vær med til at fejre den smukke årstid, når Oksbøl Kirke danner ramme om en spændende koncert med vokalensemblet Capella Clara.
Capella Clara består af otte kvinder fra Sønderborg, der startede med at synge sammen i 2020. Det gik så godt, at samarbejdet fortsatte. Capella Clara synger nordiske sange, der er dynamik og masser af pondus i det musikalske udtryk.
Vokalgruppen skriver også sange selv, f.eks. har to af medlemmerne, Katrine Schink og Anne Agerskov, skrevet et arrangement over digtet “Jeg sejled´ en nat over havet” af Holger Drachmann.
Til koncerten synges der bl.a. efterårssange og salmer, og du må meget gerne synge med.
Entré koster 50 kr, som betales i døren.
Tid: Torsdag d. 14. oktober 2021 kl. 19.30
Sted: Oksbøl Kirke, Nordborg