MØD ASTA BROESBY-OLSEN

Asta Broesby-Olsen holder af naturen og fællesskabet på Nordals

Portrætfoto af Asta Broesby-Olsen

Hvad er det bedste ved at bo i Nordborg - med dine ord?

“På Nordals har vi en skøn natur, altid tæt på vandet. Skønne strande, små skove og ikke mindst Nørreskoven.”

Hvis du skulle anbefale ét sted i Nordborg til en ven, hvad skulle det være - og hvorfor?

“Har netop været i området ved Naturværkstedet ved Guderup. Her kan du opleve natur og dyr (heste, geder og høns), bålplads og shelters. Fint sted for familier.”

Hvad siger folk typisk er kendetegnende ved dig som person?

“At jeg er aktiv og let at komme i kontakt med. At jeg er god til at sætte folk i forbindelse med hinanden på kryds og tværs, bl.a. fordi jeg kender mange mennesker fra mit arbejdsliv som bibliotekar i Nordborg.”

Hvad gør dig altid i godt humør i hverdagen?

“At mødes og få en god snak med venner og bekendte. At lade op i naturen rundt omkring mig.”

Hvem i Nordborg vil du gerne sige tak til - og for hvad?

“En stor tak til alle de mange mennesker som holder liv i Nordals som frivillige i alle mulige sammenhænge. I er guld værd for os alle. En særlig tak til Lene og Bent Jensen for alt det I gennem årene har gjort for os, som bor på Nordals. Ikke bare økonomisk, men også ved din smittende, underfundige lune, Bent, og dit violinspil.”